Befordringsfradrag - selvstændig erhvervsdrivende (Afgørelse)
Landsskatteretten har i en endnu ikke offentliggjort kendelse af 9. maj 2006 afgjort, at en konsulent, der drev selvstændig virksomhed, var omfattet af 60-dages-reglen i ligningslovens § 9 B, og at hjemmet ikke kunne anses som et arbejdssted i relation til ligningslovens § 9 B.
Skatteyderen var ansat i et selskab, som han selv ejede. Selskabet havde en meget stor aktivitet i Norge, og skatteyderen opholdt sig i det pågældende år 100-120 dage i Norge. Den overvejende del af transporten skete i en firmabil stillet til rådighed af selskabet. Det var mellem selskabet og skatteyderen aftalt, at bilen ikke måtte anvendes til privat kørsel. Skatteyderen havde ført kørselsregnskab. For så vidt angår ophold i Norge havde han ikke hver dag angivet kilometertællerens udvisende, når han kom til Norge og når han forlod Norge.